Er du medlem af en forening eller sportsklub? Eller medarbejder i en virksomhed? Så vær ekstra påpasselig med hastemails fra din leder, formand eller lignende.
Vi får nemlig tips om svindelforsøg, hvor medarbejdere eller foreningsmedlemmer bliver kontaktet af deres leder, træner eller formand. De bliver bedt om at foretage en bankoverførsel eller at købe en gave eller gavekort.
Opgaven haster, og lederen har selv for travlt til at klare det. Du bliver derfor bedt om at ordne sagerne. Svindlerne sørger for, at mailen ligner, den kommer fra nogen, du tror på, så du er mere tilbøjelig til at gå i fælden.
Husk derfor altid at forholde dig kritisk til mails, hvor du bliver bedt om ovenstående.
Her er 4 gode råd til at undgå denne type svindel:
1. Dobbelttjek med din leder
Kontakt din leder direkte over telefon eller sms. Undlad at besvare mailen, du har modtaget, før du er helt sikker på intentionen bag den.
2. Undersøg mailens afsenderadresse
Kommer den fra din leder? Eller ser den mærkelig ud?
3. Overvej om opgaven giver mening
Undersøg om den overførsel eller opgave, du har fået, giver mening som kommende fra din leder. Er overførslen eksempelvis et stort beløb til udlandet, som du ikke kan genkende?
4. Orientér dine medarbejdere/ foreningens medlemmer
Jo flere der kender til svindlen og er opmærksomme des bedre. Spred derfor ordet, og hjælp andre med at undgå at blive snydt.