Lige for tiden ser vi sager, hvor kriminelle aflurer folks sms kode fra Nets til at handle på nettet. Sms koden fra Nets fungerer som din personlige pinkode til at bekræfte et køb på nettet.
Det starter typisk med, at borgeren klikker på et link i en annonce på eksempelvis Facebook for at købe en vare. Problemet er bare, at linket fører til en falsk hjemmeside, som er overvåget af en kriminel, der sidder klar til at aflure borgerens kortoplysninger og sms kode fra Nets.
Når borgeren indtaster sine kortoplysninger og sms engangskoden fra Nets på den falske hjemmeside, kan gerningsmanden se dem, og i samme øjeblik bruger han kortoplysningerne og koden fra Nets til at gennemføre et køb på en anden hjemmeside. Dette kaldes live phishing, idet gerningsmanden misbruger kortoplysningerne i samme øjeblik, som du selv tror, at du foretager et køb.
Hvad kan du gøre?
Tjek oplysningerne grundigt i sms’en fra Nets
Tjek altid om oplysningerne i sms’en fra Nets stemmer overens med det køb, du er ved at gennemføre. Er det den rigtige webshop og rigtige beløb, der står i sms’en? I denne slags sager, stemmer beløbet i sms’en typisk ikke overens med det beløb, som borgeren er ved at handle for.
Vær kritisk over for annoncer med gode tilbud
Undgå at klikke på links i annoncer, hvor tilbuddet ofte er for godt til at være sandt. Tilgå i stedet hjemmesiden via din browser. På den måde undgår du at havne på den falske side, som overvåges af en kriminel.
Reagér hvis du får mistanke
Stop straks dit igangværende køb og spær dit betalingskort hurtigst muligt, hvis oplysningerne i sms’en ikke stemmer overens med dit igangværende køb. Hvis du ikke når at stoppe dit køb i tide, så anmeld det til politiet.